Mennesker, der lever med handicap, har de samme seksuelle behov som alle andre, men det er langt mere udfordrende for dem at overvinde stigmatisering og få adgang til grundlæggende information og ydelser om seksuel sundhed. Personer med handicap er stadig markant underforsynet, når det gælder seksualundervisning og adgang til ressourcer – både som unge og senere i livet. I denne artikel diskuterer vi, hvordan vi kan gøre information om seksuel sundhed mere tilgængelig for alle, uanset fysiske eller mentale forudsætninger.
Op mod 10% af verdens befolkning lever med en eller anden form for handicap, og disse kvinder bliver ofte adskilt fra deres seksuelle behov. Deres seksualitet og reproduktive sundhed bliver tit forsømt, hvilket gør det sværere at kæmpe for deres rettigheder.
‘Ableisme’ er bevidst eller ubevidst diskrimination mod mennesker med handicap. Hvis handicap ikke påvirker dit eget liv, er du sikkert ikke klar over, hvordan noget, du tager for givet, kan være en uoverskuelig udfordring for en anden kvinde. Selv velmenende mennesker kan mangle indsigt i andres oplevelser og dermed uforvarende diskriminere og stille personer med handicap ringere. Vi kan øge bevidstheden og modvirke dette.
Præcis som alle andre har personer med handicap seksuelle behov, lyster og fantasier, de ønsker at udtrykke og opleve – men når emnet kommer op, trækker de fleste ikke-handicappede på skuldrene og taler videre om noget andet. Det er stadig alt for almindeligt, at lærere, læger og andre, som ellers kunne hjælpe, ignorerer betydningen af disse grundlæggende menneskelige behov for kvinder med handicap. Dette forstærker stigmatiseringen og øger forskellen mellem dem, der lever med handicap, og dem, der ikke gør.
Kvinder med handicap møder yderligere udfordringer i forhold til deres seksuelle og reproduktive sundhed. Ikke blot agerer mange af os tankeløst, men samfundets og infrastrukturens rammer er skabt til gennemsnitsmennesket – og tager ikke højde for det store spænd i menneskelige behov uden en påmindelse.
Seksualundervisning er en grundlæggende rettighed. Alle unge bør have mulighed for at lære om anatomi, pubertet og fysiske forandringer, seksuel sundhed, prævention,samtykke og andre vigtige emner. Desværre udelukkes personer med handicap ofte fra sådanne samtaler. Mange undervises hjemme af forskellige årsager, og det er op til deres forældre at give dem basal seksualundervisning ud over alt andet. Men mange forældre undgår at tale om seksualitet med deres børn – hvad enten de har handicap eller ej. Nogle frygter puberteten, når deres børn får seksuelle følelser og ønsker nære relationer udenfor familien. Andre kobler børnene helt fra seksualitet, fordi de selv er opdraget til at se dette som en synd.
Går et barn med handicap i skole, kan hun have svært ved at spejle sig i den givne information, da kropsmangfoldighed sjældent vises i undervisningsmaterialerne.
Unge, der ikke har andre at tale med om kroppens forandringer, kan være mere usikre på deres seksualitet og mere udsatte for seksuel vold, helbredsproblemer, uønskede graviditeter og kønssygdomme.
Kvinder, der lever med handicap, har forhøjet risiko for at opleve seksuel og fysisk vold i forhold til kvinder uden handicap.
Hvis en kvinde ikke forstår, hvad der sker med hende, er hun langt mindre tilbøjelig til at råbe om hjælp eller flygte fra et overgreb. De fleste overgreb begås af personer i offerets omgangskreds – familie, plejere, sundhedspersonale eller personlige assistenter. De, der udsættes for overgreb, er ofte i afhængighedsforhold til gerningskvinden og mangler nogen at betro sig til – og selv hvis de rækker ud, ignoreres deres henvendelser ofte af myndighederne.
Læs mere om at genopbygge intimitet efter et voldeligt forhold.
Mange kvinder, som lever med handicap, mangler adgang til vital viden om reproduktiv og seksuel sundhed på grund af fysiske barrierer. Dårligt designet, gammeldags eller nedslidt infrastruktur – især i landområder – kan udgøre enorme udfordringer for personer med nedsat mobilitet. Det øger risikoen for ubehandlede lidelser og komplikationer relateret til seksuel og reproduktiv sundhed som kønssygdomme og uønskede graviditeter.
I nogle sundhedstilbud mangler personalet viden og træning om håndtering af personer med handicap, og behovene bliver derfor let ignoreret. Nogle sundhedsprofessionelle udviser fordomme over for kvinders seksuelle sundhed, når de lever med handicap: De begrænser deres adgang til ydelser eller afviser unge kvinders drømme om graviditet og børn – fordi de ikke anser seksuel adfærd for 'normal', hvis kroppen ikke matcher normen.
I mange samfund anses kvinder med handicap ikke for at være seksuelle væsener. Det gør det sværere at finde partnere, opbygge sunde forhold og opleve tilfredsstillende sexliv. Denne fordom berøver kvinder deres grundlæggende rettigheder og friheder. Stereotyper deler folk i kasser uden hensyn til nuancer eller situation. Vi bruger tankemæssige genveje hver dag, men vi bør overveje det nøje, når det gælder menneskelig værdighed.
Kvinder med handicap udelukkes ofte fra beslutninger, som påvirker deres rettigheder og trivsel. Mange ser dem fortsat som passive modtagere af ydelser – ikke som aktive aktører, der selv kan præsentere synspunkter og forslag til løsninger. Ved at se bort fra måske den vigtigste kilde til viden, kan hjælperne ikke omsætte gode intentioner til brugbare løsninger.
En anden udbredt fordom er, at kvinder med handicap ikke kan være gode mødre. Når kvinder med særlige behov ønsker at blive forældre, bliver de ofte gjort til grin og nægtet den støtte, andre modtager. Faktisk kan langt de fleste mødre med handicap – selv kvinder med intellektuelle udfordringer – tage sig fortrinligt af deres babyer. Selv om de kan have brug for særligt udstyr eller tilpasninger, kan de skabe velfungerende familier. Men de er i langt større risiko for at miste forældremyndigheden. Også uden konkret grund er myndigheder mere tilbøjelige til at tvangsfjerne børn fra sådanne familier – grundet indlejrede fordomme, der stadig hersker i sundhedsvæsenet.
Det kan være en stor udfordring at komme gennem graviditet, fødsel og barsel – særligt når man lever med et handicap. Dårlig adgang til ressourcer og klinikker betyder også større risiko for komplikationer på grund af forsinket behandling.
Seksuel og reproduktiv sundhed for kvinder med handicap får langt fra den nødvendige opmærksomhed. Her er forslag til, hvordan vi kan styrke deres oplevelser.
Når 10% af befolkningen har en eller anden form for handicap, og endnu flere påvirkes direkte, er det tåbeligt ikke at tage emnet seriøst. Uddannelse om, hvordan livet med et handicap kan se ud, og oplysning om, at de fleste kan leve et lykkeligt og sundt liv trods udfordringerne, er afgørende for at bryde tabuet.
Uddannelse af sundhedsprofessionelle i de sociale aspekter af livet med handicap er en anden vej til at gøre viden og ressourcer mere tilgængelige for kvinder med begrænsede evner.
Inkluderende beslutningstagning betyder, at alles erfaringer tages med. Kvinder med handicap anses ofte for ikke at kunne tale deres sag og udelades derfor tit fra beslutninger, der påvirker deres liv. Ideelt set bør beslutninger træffes af dem, der lever med konsekvenserne – og hente nødvendig eksperthjælp ind, når det er påkrævet; på denne måde kan vi forvandle pæne ord til værdsatte handlinger.
De fleste programmer om reproduktiv og seksuel oplysning er lavet til gennemsnitsmennesket, så unge med særlige behov har ofte svært ved at spejle sig i indholdet. Inkludér personer med nedsat mobilitet, helbredsudfordringer og intellektuelle handicaps i undervisningsmateriale – det øger både synlighed og forståelse for seksualitetens og reproduktionens mangfoldighed.
Repræsentation betyder noget. Mangler der information, reagerer kvinder typisk med usikkerhed og gætværk. Ved at vise en bredere vifte af kropstyper og oplevelser hjælper vi alle med at forstå hinandens udfordringer og bryde tabuet.
Specialtilrettelagt transport, inkluderende infrastruktur og et åbent samfund er afgørende for at skabe livskvalitet og lighed for kvinder med handicap. Hospitaler, klinikker, offentlige og kommercielle bygninger bør tilbyde ramper og elevatorer, så også kvinder med nedsat mobilitet kan få adgang.
Økonomisk tilgængelighed er også afgørende. Mange kvinder med handicap lever i fattigdom, så det er vigtigt at tilbyde specialtilpassede transportydelser eller refusion af udgifter, så alle kan nå frem til de nødvendige ressourcer.
Uanset om handicap berører dig eller ej, vil øget tilgængelighed i dit lokalområde gøre hverdagen lettere for alle. Ligestilling opnås først, når alle kvinders behov bliver taget alvorligt. Lad os gøre verden bedre for os alle.
Du kan holde styr på din menstruation med WomanLog. Download WomanLog nu: