Medicinsk Assisteret Reproduktionsteknologi
Assisteret reproduktionsteknologi, eller ART, er en samlebetegnelse for en række medicinske procedurer, der anvendes til at løse problemer vedrørende kroppens reproduktive funktioner. Det er ikke alle, der kan få børn på naturlig vis. Med ART træder videnskaben til og giver disse personer et valg, de ellers ikke ville have haft.
Etisk set er dette et kompliceret emne, som enhver mulighed for kunstigt at efterkomme instinkter ville være: fertilitetsbehandlinger har betydeligt øget antallet af flerfoldsgraviditeter; ovariel stimulation kan have alvorlige bivirkninger; et barn, der er blevet båret af en rugemor, kan ønske at møde hende imod barnets juridiske forældres vilje. Faktorer som disse kræver svære beslutninger.
Fertilitet
Hos et heteroseksuelt par uden kendte abnormiteter er der cirka 25% chance for at opnå graviditet pr. menstruationscyklus. 60% opnår dette mål inden for 6 måneder, 80% lykkes inden for et år, og 90%—inden for 18 måneder.
Chancen for succes afhænger i høj grad af timingen. Det ideelle tidspunkt for befrugtning er i den "fertile vindue", som er et par dage omkring ægløsningstidspunktet (ca. to uger før menstruation). Et æg overlever i æggelederen i 12 til 24 timer—målet er, at en sædcelle befrugter ægget inden for denne periode. Det anbefales, at et par har samleje mindst tre gange om ugen, når de ønsker at blive gravide.
Hvis der er gået et år uden resultat, på trods af regelmæssigt samleje og uden prævention, er det tid til at overveje muligheden for fertilitetsproblemer. Det er på dette tidspunkt, der udføres undersøgelser og tests for at identificere mulige årsager. Læger vurderer dog altid individuelt, og afhængigt af situationen kan det være muligt, ja, endda tilrådeligt, at arrangere en samtale tidligere.
Både mænd og kvinder kan være påvirket af barnløshed, med mange mulige årsager fra genetiske faktorer til sygdomme eller livsstilsvalg. Det er vigtigt, at begge personer konsulterer deres læge sammen for at danne sig et helhedsindtryk, gennemgå vaner eller forhold, der kan hæmme befrugtning samt den medicinske baggrund og procedurer for fertilitetsvurdering.
For mænd indebærer fertilitetsvurdering oftest en sædanalyse (vurdering af sædtal, bevægelighed, form, samt prøvens volumen og pH) og kan inkludere biokemisk sædanalyse (der vurderer de accessoriske kønskirtlers funktion).
For kvinder kan fertilitetsvurdering inkludere blodprøver (for at måle niveauet af visse hormoner), hysterosalpingografi (røntgen af livmoder og æggeledere) eller laparoskopi.
Både mænd og kvinder kan testes for klamydia (en kønssygdom, der kan påvirke fertiliteten), få foretaget en ultralydsscanning, hormonprøver eller karyotype-test (for at tjekke for mulige genetiske årsager).
I nogle tilfælde kan et sundere liv (stop med at ryge/drikke, kostændringer, regulering af vægt) forbedre fertiliteten tilstrækkeligt. I andre er løsningen kirurgisk fjernelse af fibromer eller arvæv i livmoderen, der påvirker dens form og gør det sværere at blive gravid, kirurgisk fjernelse af blokering i sædlederen, eller regulering af hormoner med hormonbehandling.
ART er ikke nogen let vej—det kan være følelsesmæssigt tungt, tidskrævende og dyrt. Fremtidige forældre bør nøje overveje deres valg, før de går videre med større indgreb.
Ovariel stimulation
Kvindelige hormoner udskilles fra hypothalamus, hypofysen og æggestokkene. Hypothalamus udskiller GnRH (gonadotropin-frigørende hormon), hypofysen udskiller gonadotropiner: luteiniserende hormon (LH) og follikelstimulerende hormon (FSH), og æggestokkene producerer østrogen og progesteron. GnRH regulerer udskillelsen af gonadotropiner, som regulerer udskillelsen af østrogen og progesteron, og østrogener hæmmer udskillelsen af GnRH, LH og FSH. Ovariel stimulation kan derfor påvirke alle tre niveauer.
Der findes to hovedtyper af ovariel stimulation:
- Ovariel stimulation alene, velegnet til tilfælde med ægløsningsforstyrrelser.
- Ovariel stimulation i forbindelse med ART (kunstig insemination eller reagensglasbefrugtning).
Som en del af behandlingen af infertilitet pga. ægløsningsforstyrrelser kan lægen ordinere et antiøstrogen—clomifencitrat. Dette binder sig til østrogenreceptorerne i hypothalamus og hypofysen og forhindrer dem i at reducere FSH- og LH-niveauerne.
Antiøstrogener har den fordel, at de tages oralt og ikke kræver tæt overvågning som andre behandlinger. Risikoen for overstimulation er også lavere. Derfor anbefales de som førstevalg ved anovulation (manglende ægløsning) eller dysovulation (uregelmæssig ægløsning)—hvor æggestokkene producerer østrogen, og hypofysen fungerer.
Dog har antiøstrogener bivirkninger som nedsat syn, hedeture, hovedpine og pletblødning mellem menstruationerne. Risikoen for flerfoldsgraviditet øges, samt risikoen for spontan abort og ektopisk graviditet.
Ved ægløsningsinduktion før reagensglasbefrugtning eller kunstig insemination består stimulationen af to faser, hvor den første har til formål at blokere produktionen af LH og FSH og give fuld kontrol over kvindens cyklus via GnRH-agonister og GnRH-antagonister i form af injektioner.
Hvis behandlingen ikke har givet resultat efter flere cyklusser, bruges stærkere lægemidler—primært gonadotropiner, der virker direkte på æggestokkene for at udvikle follikler. Kvinder med anovulation af hypothalamisk eller hypofyse-origin behandles også sådan.
Disse lægemidler sprøjtes ind under huden og kan selvadministreres. Gonadotropiner er mere effektive end clomifencitrat, men risikoen for ovarielt hyperstimulationssyndrom og flerfoldsgraviditet er højere. Gentagne ultralydsscanninger og hormonmålinger er nødvendige for at tilpasse doserne nøjagtigt og overvåge follikeludviklingen.
Når flere follikler er udviklet, gives den vordende mor en indsprøjtning med choriongonadotropin (hCG), som fremkalder ægløsning inden for 32 til 38 timer.
Gonadotropiner kan forårsage ovariehyperstimulationssyndrom, der viser sig som hævede og smertefulde æggestokke, og i svære tilfælde vægtøgning, mavesmerter, opkastning og åndenød.
Gonadotropiner kan også øge chancen for flerfoldsgraviditet. Selvom de fleste flerfoldsfødsler gennemføres med held, betragtes de stadig som højrisiko. Kirurgisk reduktion af fosterantal kan forbedre chancen for at føde et sundt barn ved at fjerne et eller flere fostre. Selvom det kan være nødvendigt ved komplikationer, er det en følelsesmæssigt tung beslutning.
Intrauterin insemination (IUI)
Intrauterin insemination, eller kunstig insemination, er en forholdsvis enkel behandling i tre trin:
- En sædprøve renses for unødig slim og ikke-bevægelige sædceller, så der opnås en lille, koncentreret dosis sunde sædceller.
- Den vordende mor overvåger ægløsning med en test eller følges hos lægen. Dette sker enten i takt med hendes naturlige cyklus eller i kombination med fertilitetsmedicin, der stimulerer ægproduktionen.
- En dag eller to efter ægløsningen føres sæden op i moderens livmoder med et kateter. Efter et kort ophold på ryggen er hun fri til at tage hjem igen.
IUI anvendes ofte ved uforklaret infertilitet og når sæden har svært ved at nå et æg, f.eks. grundet dårlig sædkvalitet; vej til ægget blokeret af slim eller arvæv; eller manglende æg.
Par, der ikke selv kan levere levedygtig sæd—fx infertile par, lesbiske par eller enlige kvinder, der ønsker at blive mødre—kan benytte donorsæd til proceduren. Al donorsæd screenes for infektioner og arvelige sygdomme. Par, der ikke kan bære et barn til termin, kan desuden benytte en rugemor via denne metode.
IUI kan også hjælpe i tilfælde af sædallergi, som typisk viser sig som rødme, hævelse og brændende fornemmelse efter kontakt med sæd. Denne sjældne tilstand kan ramme både mænd og kvinder. Kondomer kan forhindre reaktionen, eller man kan vælge en længerevarende, men mere permanent desensibilisering. IUI er en god løsning for kvinder, der ikke kan eller vil tåle allergien, da de proteiner, der udløser reaktionen, fjernes inden proceduren.
Intrauterin insemination er relativt sikker. Der er en lille risiko for infektion, og der kan forekomme lidt pletblødning efter indgrebet, men vaginalblødning er oftest ubetydelig. Ved samtidig ovariel stimulation øges risikoen for flerfoldsgraviditet.
IUI er som regel ikke mulig ved let endometriose, lavt sædtal eller ringe sædkvalitet samt uforklaret infertilitet—her er proceduren sjældent effektiv.
Reagensglasbefrugtning (IVF)
Reagensglasbefrugtning går ud på at befrugte æg i laboratoriet—in vitro betyder bogstaveligt talt "i et reagensglas". Metoden kan foreslås til par, der ikke har haft gavn af enklere ART-metoder, eller som har prøvet uden held. IVF gør også brug af gestationel surrogat mulig: den kommende mors æg befrugtes med den kommende fars sæd, hvorefter embryoet bæres til termin af en rugemor.
- Første skridt i IVF er kontrolleret ovariel hyperstimulation (COF). Processen starter med at undertrykke den vordende mors naturlige cyklus for at undgå for tidlig ægløsning. Hun får daglige injektioner med gonadotropiner, der fremmer udviklingen af flere æg. Udviklingen overvåges tæt, inden ægløsning igangsættes med hCG.
- Andet skridt: Efter 34–36 timer efter hCG-injektionen opsamles de modne æg, scannes og placeres i en inkubator.
- Tredje skridt: Sædcellerne tilsættes en skål med æggene, så de kan befrugtes og blive til zygoter. En velfungerende zygote kan udvælges til at udvikle sig til en blastocyst, som har større chance for at sætte sig fast.
- Fjerde skridt: Et eller to af de højest vurderede embryoner vælges og føres via kateter ind i livmoderen.
Hvis alt går vel, sætter et embryo sig fast, og graviditeten går i gang. Succesraten for IVF afhænger af faktorer som forældrenes alder og livsstil, årsagen til infertiliteten, antallet af embryoner, der overføres, og antallet af gennemførte cyklusser.
Der er risici forbundet hermed. Flerfoldsgraviditet kan opstå, hvis der overføres mere end ét embryo til livmoderen. Graviditet med flere fostre medfører øget risiko for tidlig fødsel og lav fødselsvægt.
Brugen af injicerbar fertilitetsmedicin (fx hCG) for at stimulere ægløsning kan forårsage ovariehyperstimulationssyndrom, hvor æggestokkene bliver hævede og smertefulde.
Risikoen for spontan abort hos kvinder, der bliver gravide med IVF, er omtrent 15 til 25%, hvilket svarer til kvinder, der undfanger naturligt.
Der kan opstå komplikationer under udtagelsen af æg. Brug af aspirationsnål til at samle æg kan give blødning, infektion eller skade på tarmene, blæren eller et blodkar. Der er også risici forbundet med sedering og fuld narkose.
2–5% af kvinder, der får IVF, udvikler en ektopisk graviditet. Dette sker, når det befrugtede æg sætter sig uden for livmoderen, oftest i æggelederen. I disse tilfælde kan graviditeten ikke fortsætte normalt, og det kræver akut behandling.
Risikoen for medfødte misdannelser stiger i takt med moderens alder, uanset hvordan barnet undfanges. Derfor frarådes IVF ofte til kvinder over 40. Tilsvarende aldersgrænser gælder ofte for sæd- og ægdonorer.
Du kan følge din cyklus med WomanLog. Download WomanLog nu:
